22 graders halo Se almindelige halo, den.

46 graders halo Speciel type af halo, der ses som en relativt svag lysende ring omkring Solen i en afstand af 46° fra denne. Det er yderst sjældent muligt at se den fulde 46 graders H. I stedet kan dele af den lysende ring ses. 46 graders H. har svagt udtværede regnbuefarver, med rød inderst og blå yderst. Den forekommer både sommer og vinter, men er et sjældent fænomen.

A

Absorption „Opsugning" af lys i et materiale. Det absorberede lys forsvinder, men til gengæld opvarmes materialet, hvori lyset er blevet absorberet, fordi lys indeholder energi. Sorte overflader absorberer bedst.

Absorptionslinie Fra Solens overflade udsendes lys indeholdende alle regnbuens farver. Forskellige atomer i Solens atmosfære absorberer enkelte af disse farvenuancer, som dermed forsvinder fra sollyset. Derfor vil et solspektrum have mørke linier, som kaldes A.

Afbøjning Når en lysstråle brydes, ændrer den retning, og man siger, at den er blevet afbøjet. Se brydning.

Alexanders mørke bånd Den del af himlen som ligger mellem primærbuen og sekundærbuen. Dette område af himlen er lidt mørkere end den øvrige himmel, fordi regndråberne herfra ikke sender Solens lys mod ens øjne. Hvis der kun er én regnbue på himlen, kan A. ses ved, at himlen er lysere under regnbuen end over.

Almindelige halo Den hyppigst forekommende halo. Ses som en lysende ring omkring Solen i en afstand af 22° fra denne og kaldes derfor også for 22 graders halo. A. har svagt udtværede regnbuefarver med rød inderst og blå yderst. Dannes ved brydning af sollys i iskrystaller højt i luften. A. forekommer i Danmark både sommer og vinter. Den ses, hvis der er næsten skyfrit eller lette skyer, som f.eks. fjerskyer, på himlen i området omkring Solen. Tit er A. synlig flere gange om ugen. Haloen ses bedst, hvis man blænder af for den skarpe sol med hånden, eller hvis man bærer solbriller.

Alpenglow Se tusmørkeglød.

Amboltsky Se cumulonimbussky.

Antisolpunkt Det punkt, der befinder sig stik modsat solskiven. A. befinder sig lige i skyggens fra ens hoved.

Anti-tusmørkebue Den farvede bue, man kan se i modsat retning af solnedgangen (dvs. mod øst). A.'s farver minder om tusmørkebuens (især gul, orange og rød), men er mere afdæmpede.

Anti-tusmørkestråler Ved solnedgang kan A. ses samle sig i horisonten i retningen modsat Solen. De dannes som den østlige „forlængelse" af tusmørkestrålerne. Ligesom tusmørkestråler ses A. bedst i let diset eller støvet luft.

Astronomisk tusmørke Perioden mellem solnedgang og tidspunktet, hvor Solen når 18° under horisonten. Herefter er den sidste rest af sollys væk, og der er totalt mørkt. Se tusmørke.

Atom De mikroskopiske byggesten, som alle materialer i naturen er opbygget af. Atomer består af en kerne af protoner og neutroner, hvorom elektroner kredser.

Australlys Andet ord for sydlys .

B

Bioluminescens Se selvlysende dyr og planter.

Bisol Se solhund.

Bisolering Ufarvet, lysende ring, som går gennem Solen og eventuelle solhunde på himlen. B. er et halofænomen, som skyldes refleksion af sollyset på ydersiden af iskrystaller.

Blå himmel Se himlens blå farve.

Blå jets Fænomen, som optræder i forbindelse med tordenvejr. B. er udladninger, som skyder op over en tordensky. Kan ses, hvis man fra stor afstand (200-300 km) har overblik over en tordenskys top (f.eks. ud over Vesterhavet). Da de B. er meget lyssvage, ses de bedst om natten med mørketilpassede øjne. Fænomenet er nyopdaget, er formodentlig sjældent og yderst svært at iagttage.

Borgerligt tusmørke Perioden mellem solnedgang og tidspunktet, hvor Solen når 6° under horisonten. Se tusmørke.

Brintatom Det simpleste atom i naturen. Består af en elektron, som kredser om en proton. Brint er det hyppigste stof i Universet (ca. 73% af Universet består af B.).

Brydning B. af en lysstråle betyder, at den ændrer retning (dvs. afbøjes) under passage fra ét materiale til et andet. På den måde får strålen et „knæk", som det ses på figuren nedenfor. B. finder bl.a. sted, når en lysstråle går fra luft til vand eller fra luft til glas. B. opstår, da lysets hastighed er forskellig i forskellige stoffer. Eksempelvis bevæger lys sig langsommere i vand og glas end i luft. Forskellige farver brydes i forskellig grad _ rødt lys brydes mindst og blåt lys mest. Derfor vil en hvid lysstråle, som indeholder alle regnbuens farver, blive splittet op i sine forskellige farver. Til tider kan B. virke som en speciel form for spejling (se f.eks. luftspejling).

Bølgelængde Afstanden mellem to svingninger i en bølge _ eksempelvis en lysbølge. Rødt lys har længere B. end blåt lys. Se også spektrum.

C

Cirkulær regnbue Egl. er alle regnbuer cirkulære, men de skæres normalt af horisonten. C. kan observeres fra højtliggende steder, hvis man er over de vanddråber, der producerer regnbuen, f.eks. fra et fly eller fra høje master eller broer.

Cumulonimbussky Tordensky. Speciel type sky, som forårsager tordenvejr. En C. dannes, når en cumulussky på grund af kraftige, opadgående vinde vokser til ca. 10 km's højde. I den højde flader skyen ud og får en karakteristisk amboltfacon. Under en fuldt udviklet C. haves ofte et kraftigt regnvejr, og lyn springer fra C. til jorden.

D

Diffraktion Fænomen, som skyldes lysets bølgenatur. Ved D. interfererer forskellige dele af en lysbølge med hinanden, således at der opstår lyse og mørke områder, hvor lyset hhv. forstærkes og udslukkes. Koronaen og de overtallige buer under regnbuen skyldes, at lys diffrakteres på vanddråber.

Dugbue Regnbue, der opstår i runde dugdråber. D. kan ses bl.a. på morgenvåde græsplæner.

E

Efterbillede Ved at stirre på det samme billede i lang tid kan ens øjne trættes på en sådan måde, at et E. opstår, når det oprindelige billede fjernes. E. vil have det oprindelige billedes komplementærfarver.

Elektrisk ladning Egenskab, som visse typer af partikler i naturen er i besiddelse af. E. kan være positiv eller negativ. To partikler med samme type E. frastøder hinanden, mens to partikler med forskellig type E. tiltrækker hinanden. Elektronen har negativ E., mens protonen har positiv E. En elektrisk strøm (f.eks. i et lyn) er en strøm af elektrisk ladede partikler.

Elektrisk modstand Modstand mod en strøm af partikler med elektrisk ladning. E. kan sammenlignes med den modstand, en sten i en bæk giver mod vandstrømmen. Hvis en elektrisk strøm har mulighed for det, søger den at bevæge sig uden om områder med stor E.

Elektrisk strøm Transport af elektriske ladninger, ofte elektroner.

Elektron Partikel med negativ elektrisk ladning. E. indgår i atomers opbygning.

Emissionslinie Atomer, som har fået tilført energi, kan slippe af med denne igen ved at udsende lys. Det udsendte lys har en bestemt nuance, som afhænger af, hvilken energi det har. Denne energi er afhængig af hvilken type atom, der udsender lyset. I et spektrum giver det udsendte lys anledning til linier, som kaldes for E. I en vis forstand er en E. det modsatte af en absorptionslinie.

F

Farve Når vi mennesker iagttager lys, tillægger vi det en F. Lys med forskellige bølgelængder opfattes som havende forskellige farver. Det er dog vigtigt at bemærke, at når vi opfatter en bestemt farve, kan den stamme fra lys med en bestemt bølgelængde eller fra en passende blanding af lys med forskellige bølgelængder. For eksempel kan en grøn farve enten stamme fra lys med en „grøn" bølgelængde eller fra en blanding af lys med en „gul" og „blå" bølgelængde.

Farvesynet Menneskets evne til at se farver. F. skyldes tappene, som er en bestemt type lysfølsomme celler i øjet. Om natten virker F. ikke, fordi der er for lidt lys til stede, og alt ses derfor nærmest som gråtoner. Se også nattesyn.

Fatamorgana Specielt luftspejlingsfænomen. Ved F. udstrækkes billedet af fjerne genstande til søjlelignende strukturer. F. opstår, når et koldt luftlag ligger mellem en varm jord- eller havoverflade og et varmt luftlag højere oppe.

Flydere Urenheder i øjets glaslegeme. Flydere ses lettest på en ensartet baggrund og fremstår som forstyrrelser eller pletter, der flyder omkring i synsfeltet.

Forsvindingslinie Den linie, som en fjern genstand spejles i ved en normal luftspejling. De dele af den fjerne genstand, som befinder sig under F., kan ikke ses.

Fraunhoferlinie Absorptionslinie i et spektrum. Navngivet efter den tyske fysiker Joseph von Fraunhofer (1787_1826). Ses bl.a. i Solens spektrum. Se også absorptionslinie.

Fulgurit Forstenet lyn. Visse typer sand kan på grund af kraftig opvarmning blive hårdt og glasagtigt, når et lyn slår ned i det. Når det sker, får man en F., som fastholder lynets form og bevægelse ned igennem sandet.

Fusion Sammensmeltning af to mindre atomkerner til én større kerne. Under F. frigøres energi. Solens energi stammer fra fusionsprocesser.

G

Galakse Ansamling af hundredvis af milliarder af stjerner i verdensrummet. Solsystemet befinder sig i Mælkevejen, som er en spiralgalakse. Med det blotte øje kan man se Andromedagalaksen, som er vores nærmeste store nabogalakse i rummet.

Gaståge Samling af gas og støv mellem stjernerne, der ses som en tåge fra Jorden. En G. lyser, fordi den absorberer stjernelyset og begynder at gløde. Fra Danmark kan Oriontågen (M42) i Orion ses med det blotte øje.

Gegenschein Meget svagt genskin af sollys fra støv uden for Jordens bane i solsystemet. Ses om natten på himlen som et svagt lys i retningen præcist modsat Solen. G. kræver en helt mørk himmelbaggrund. Se også zodiakallys.

Glitren Glimt af reflekteret lys fra en urolig vandoverflade. Om dagen er glittermønsteret spredt ud over et stort område under Solen. Ved solnedgang samles glittermønsteret til en smal stribe under Solen.

Glorie Når ens skygge kastes på en sky eller tåge, kan en eller flere farvede ringe af lys til tider ses omkring skyggen af ens hoved. Dette lys kaldes for en G. En G. kan ses fra en bjergside eller fra et fly, hvis man befinder sig over skyer eller tåge, så ens skygge kan kastes ned på dem. En G. dannes ved miespredning af sollys på regndråber.

Granulation Boblende mønster på Solens overflade, skabt ved at varme gasser stiger op mod Solens overflade, mens koldere gasser synker ned mod Solens indre.

Grønt glimt Et meget sjældent fænomen, der ses som en grøn „flamme" over Solen, lige som den forsvinder under horisonten. G. varer kun et par sekunder og er en brat opblussen af det grønne segment forårsaget af specielle brydningsforhold. G. ses under de samme forhold som det grønne segment.

Grønt segment Mens Solen forsvinder under horisonten ved solnedgang, kan den allerøverste del af solskiven farves grøn. Fænomenet er et resultat af lysets brydning i atmosfæren og spredning af det blå lys fra Solen. Man har den bedste chance for at se det G., hvis luften er helt klar, og man har en fri udsigt til vesthorisonten (hvilket f.eks. kan opnås ved at se solnedgangen over havet). Fænomenet er sjældent, men endnu sjældnere bliver et G. til et grønt glimt.

H

Haidingers pensel Svagt kryds af gule og blå farver som dannes i øjet, når man betragter polariseret lys. Årsagen til H. er ikke kendt, og ikke alle mennesker er lige godt disponeret for at kunne se den.

Halo Bue- eller ringformet lysfænomen, der opstår på grund af sollysets brydning i sekskantede iskrystaller, der findes i højtliggende cirrusskyer. Dannelsen af H. er nært beslægtet med dannelsen af regnbuen i kugleformede vanddråber. H. optræder hyppigt i Danmark. Dele af en H. kan ofte ses flere gange om ugen. Kig aldrig direkte mod Solen!

Halvskygge Se jordskyggen.

Havblik Når en havoverflade er fuldstændigt i ro. Kontrasten mellem havet og himlen ved horisonten forsvinder ved H., og horisontens præcise position bliver svær at bestemme.

Havets farve H. er domineret af farverne blå og grøn. I de danske farvande og generelt i Jordens nordlige og sydlige egne er H. grønlig. Omkring ækvator er H. mere blå. H. opstår som et samspil af spredning og absorption af lys i vandet. Desuden kan reflekteret lys fra himlen, fra havoverfladen og fra bunden være med til at give havet dets farve.

Heiligenschein Lysende ring omkring skyggen af ens hoved. H. ses eksempelvis, når ens skygge falder på en dugvåd græsplæne. Selv om H. har lighedstræk med en glorie, er det et andet fænomen. Dugdråberne fokuserer lyset fra Solen. Hviler dråberne på et græsstrå, kan græsstrået kaste alt lyset tilbage i indfaldsretningen. Det kræver, at strået befinder sig i fokuspunktet for lyset, dvs. lidt fra kanten af dråben. Det kan ske, hvis stråene har små fine hår som dråben kan hvile på.

Heliumatom Et af de simpleste atomer i naturen. H. består af to elektroner, som kredser omkring en kerne med to protoner og to neutroner. I Solen dannes H. ved, at fire brintatomer smelter sammen til et H. 25% af Solen udgøres af H.

Himlens blå farve H. skyldes spredning af den blå del af Solens lys i atmosfæren. I en retning 90° væk fra Solen er himlen mørkest og mest dybblå. Lige over horisonten er himlen mere lys end resten af himlen, og i let diset vejr bliver himlen lige over horisonten nærmest hvidlig.

Hoppende regnbue I forbindelse med et lynnedslag under et tordenvejr kan en regnbue kortvarigt hoppe. De regndråber, som danner regnbuen, kan under lynets udladning ændre form og dermed ændre regnbuens placering på himlen.

Horisontomskrevet bue Speciel type halo. H. er et farverigt lysende buestykke ca. 22° over horisonten. For at en H. kan dannes, skal Solen stå næsten i zenit. Derfor forekommer H. ikke i Danmark, men i egne nærmere ækvator. H. er nært beslægtet med den zenitomskrevne bue.

I

Ildkugle Se meteor.

Interferens En egenskab ved lys, der gør at lysbølger kan forstærke eller udslukke hinanden. Se lys.

Ion Atom, som er blevet elektrisk ladet, enten ved at en eller flere af dets elektroner er blevet løsrevet, eller ved at det har modtaget en eller flere ekstra elektroner.

Ionisation Tilførsel af så meget energi til et atom, at en elektron løsrives fra det. Normalt har et atom lige mange positive og negative elektriske ladninger, således at det i alt er elektrisk neutralt. Fjernes en elektron (én negativ ladning) fra atomet, bliver en ion med positiv ladning tilbage.

Ionosfæren Lag i atmosfæren beliggende i mellem 60 og 500 km's højde. I. består af elektrisk ladede partikler - elektroner og ioner - og spiller dermed en afgørende rolle for lysfænomener som nordlys og lyn og eksempelvis også for kommunikation med radiobølger. De ladede partikler i I. dannes: a) når energirig stråling fra Solen rammer atmosfæren, b) ved bestråling med kosmisk stråling, c) i tordenskyer samt d) under radioaktivt henfald af stoffer i jordskorpen.

Iridiumglimt Glimt af reflekteret sollys på nattehimlen fra en af de såkaldte Iridiumsatellitter. Der er opsendt over 60 Iridium-satellitter for at varetage global kommunikation med en særlig type mobiltelefoner. I. fra disse satellitter skyldes deres tre nedadrettede blanke radioantenner.

Iriscerende skyer Et særligt farvespil, der kan forekomme i mange forskellige skytyper. I. skyldes diffraktion af sollyset på små vanddråber, der har næsten samme størrelse. I. ses som et ofte metallisk farvespil i skyer, der befinder sig i nærheden af Solen.

Isolator Et stof med stor elektrisk modstand kaldes en I. En I. isolerer elektriske ladninger og forhindrer dem i at vandre som elektrisk strøm.

Jordskin Sollys reflekteret fra Jorden på Månen. J. oplyser Månen en smule, og det er derfor, hele måneskiven kan anes ved nymåne.

J

Jordskyggen Jordens skygge, som kastes ud i verdensrummet i retning væk fra Solen. J. består af kerneskyggen (den indre mørke del) og halvskyggen (den ydre knap så mørke del). Se også måneformørkelse.

K

Kerneskyggen Se jordskyggen.

Kimingsdaling Den brydningseffekt Jordens atmosfære har på alle himmellegemer. Himmellegemerne bliver løftet op til en halv grad opad på himlen, hvilket bl.a. er vigtigt for alle navigatører. Se også brydning.

Kinesisk lanterne-effekt Den nedgående Sol kan få et karakteristisk lagdelt udseende, der får den til at minde om en kinesisk lanterne. K. skyldes atmosfæriske lag med forskellig grad af afbøjning.

Komet En klump af sne og støv fra de yderste dele af Solsystemet, som er kommet tæt på Solen. Tæt på Solen fordamper kometens overflade og danner hhv. en støvhale og en gashale.

Komplementærfarve En given farves „modsatte" farve. Lys, der er sammensat af lige dele af en farve og dens K., vil se hvidt ud.

Kondensationskerner Mikroskopiske partikler, der fungerer som „samlingspunkter" for vanddampen i luften. Når vanddampen er blevet fortættet omkring K., ses den som skyer.

Kornmod Lysglimt, som oplyser horisonten om natten. K. skyldes lyn fra et fjernt tordenvejr, som oplyser skyer i horisonten. Pga. den store afstand høres ingen torden. Ses mest i sensommeren, hvor tordenvejr er hyppige.

Korona Solens ydre atmosfære. K. er ca. 1-2 mio. °C varm og kan betragtes under en total solformørkelse. K. må ikke forveksles med lysfænomenet af samme navn.

Korona Farvet ring omkring Solen og Månen. K. skyldes diffraktion af lyset i små vanddråber. K. ses lettest omkring Månen, da sollyset er så kraftigt, at det blænder. K. er blå inderst og rødbrun yderst. Farvesekvensen kan gentage sig udefter. K. må ikke forveksles med solatmosfærens yderste lag, der har samme navn.

Koronaludslyngning Se soludbrud.

Kugleformet stjernehob Ansamling af stjerner i Mælkevejen. Kan fra Jorden ses som en tæt „klump" af stjerner. Der kan være op mod 1 mio. stjerner i en K.

Kuglelyn Fænomen, set i forbindelse med tordenvejr. Et K. er en ca. 25 cm stor lysende kugle, som svæver hen over Jorden i op til 30 sekunder. K. kan eksplodere, og de udgør en vis risiko. Årsagen til K. er ikke kendt.

L

Linse Et strålebundt kan samles eller spredes med hhv. samle- og spredelinser som vist nedenfor. En L. virker ved at bruge lysets brydning ved passage fra luft til glas og fra glas til luft. Et brændglas er eksempelvis en samlelinse, der kan koncentrere sollyset i et lille punkt, hvor varmen bliver så stor, at man kan få træ til at brænde. Det punkt, hvori en samlelinse samler strålerne, kaldes for fokuspunktet.

I det menneskelige øje findes en L. som danner et billede på nethinden. Briller, som kan korrigere for lang- eller nærsynethed, anvender hhv. samle- eller spredelinser.

Linsesky Speciel type af sky, der er flad og rund. L. er til tider blevet taget for at være ufoer.

Lowitzbuer Sjælden type af halo, ses som tangentbuer til den almindelige halo. Formen af L. varierer stærkt med Solens højde over horisonten.

Luftlys Spredning af sollys får atmosfæren til at udsende et svagt, blåt lys, som kaldes L. L. får fjerne genstande, som f.eks. bjerge, til at se blå ud. Det er samme fænomen, som er ansvarlig for himlens blå farve.

Luftspejling Fællesbetegnelse for en række fænomener, som gør, at billedet af fjerne genstande forstyrres eller ses dobbelt. I alle tilfælde skyldes L. variationer i luftens temperatur lige over Jordoverfladen. Se også normale luftspejlinger, svævende luftspejlinger, fatamorgana og Novaya Zemlya-afbøjning.

Lygtemænd Sagnfigurer, der efter sigende optræder i moser. L. menes i dag at være forklaret som naturligt forekommende brændende metangas.

Lyn Elektrisk udladning mellem en tordensky og jorden eller mellem to tordenskyer. I Danmark er L. hyppigst om sommeren og efteråret, når varmen stiger til vejrs og danner cumulonimbusskyer.

Lynnedslag Se lyn.

Lys L. opfører sig på mange måder som bølger, og visse lysfænomener kan forstås som resultatet af lysets bølgeegenskaber. Lysbølger har en del lighedstræk med vandbølger, selvom der er forskelle.

Menneskets øje opfatter L. med forskellige bølgelængder som havende forskellige farver. Langbølget L. er rødt, mens gradvist kortere bølgelængder giver farverne gul, grøn og blå, som det er illustreret på figuren.

En af lysets bølgeegenskaber er, at to lysbølger kan forstærke eller udslukke hinanden. Dette fænomen kaldes interferens. Forstærkningen sker, når to lysbølger „svinger i takt", mens udslukningen sker, når to lysbølger svinger ude af takt.

L. kan også beskrives som partikler (fotoner), men for langt de fleste lysfænomener i denne bog er bølgebeskrivelsen tilstrækkelig.

Lysbølge Se lys.

Lysende natskyer Forrevne, fjeragtige skyer, der befinder sig i så stor højde (omkring 80 km), at de kan reflektere Solens lys om natten. L. ses som skyer med et sølvagtigt lysende skær på sommernattens himmel. Kan opleves i et smalt bælte mellem 50 og 60 graders bredde og kun i sommermånederne. L. skyldes meteor-støv.

Lysforurening Oplysning af nattehimlen med menneskeskabt lys fra jorden. L. bevirker, at det naturlige lys fra stjerner og planeter m.m. overstråles og dermed ikke kan ses. L. kommer fra vejbelysning, oplysning af bygninger, reklameskilte osv. Særligt i og omkring store byer kan L. være så udtalt, at kun de allerklareste stjerner og planeter kan ses. I et land som Danmark er udsynet til nattehimlen alle steder påvirket af L.

Lysfænomen Spektakulært resultat af lysets vekselvirkning med stof. Regnbuen er et eksempel på et L. i naturen, som opstår, når Solens lys rammer regndråber. Mange L. i naturen overses, fordi beskueren ikke har sin opmærksomhed rettet mod dem.

Lyspartikler Se lys.

Lysstråle Stråle af lys.

Lyssøjle Stammer fra refleksion på faldende iskrystaller. L. er næsten det samme som en solsøjle, blot kan lyskilden være kunstigt lys. L. ses f.eks. over gadelamper om vinteren.

M

Magnetfelt Et „kraftfelt", der bliver produceret ved bevægelse af elektrisk ladede partikler. En elektrisk ladet partikel vil blive påvirket af en kraft, hvis den befinder sig i et M.

Magnetisk storm 2-5 dage efter et soludbrud ankommer solvindens partikler til Jorden. Efter et særligt kraftigt udbrud kan den forøgede strøm af partikler give anledning til en M. på Jorden. En M. kan give skader på kommunikationssatellitter, strømafbrud og problemer med radiokommunikation.

Magnetosfære Det øverste lag af Jordens atmosfære. M. er pga. solvinden trukket ud i en dråbeform, der vender bort fra Solen, og strækker sig fra en højde på 500 km og op til ca. 200.000 km på Jordens dagside og over en mio. km på natsiden.

Metalglans Særlig form for farve, som ses på nogle dyr og planter. M. skyldes interferens og opstår pga. små regelmæssige ujævnheder i overfladen. Ses især på fuglefjer og sommerfuglevinger.

Meteor Når et støvkorn eller et lille klippestykke kommer fra rummet ind i Jordens atmosfære, opbremses det meget kraftigt af luften, således at dets overflade begynder at smelte og fordampe. Luften omkring klippestykket gløder, og det giver anledning til et lysende spor på himlen. Det er det, vi kalder et stjerneskud eller et M. Er det et lidt større klippestykke (f.eks. som en knytnæve), vil det lysende spor være så kraftigt, at man kalder det en ildkugle. Er meteoret stort nok, kan det overleve turen ned, og så kan man på jorden finde resterne i form af en meteorit. Meteoritter består enten af jern eller sten eller kan være en blanding af sten og jern.

Meteorit Se meteor.

Midnatssol Det fænomen, at Solen nord for polarcirklen slet ikke kommer under horisonten i et antal nætter om sommeren. Jo længere nordpå man kommer, desto flere nætter med M. haves. På nordpolen er der M. i en periode på et halvt år.

Miespredning Se spredning.

Modsol Brydningsfænomen, som ved solnedgang kan give et spejlvendt billede af den nedgående sol under det direkte billede. For iagttageren ser det ud, som om to sole bevæger sig mod hinanden.

Modstand Se elektrisk modstand.

Molekyle Sammensætning af atomer. Vand består f.eks. af M., der hver er sammensat af to brintatomer og et iltatom. Et vandmolekyle kan betragtes som den mindste enhed for vand.

Morild Lys i havet, der produceres af en bestemt slags plankton. M. kan ofte ses i sommernatten ved de danske kyster og fjorde, specielt i forbindelse med bevægelse i vandet ved en båd eller under badning.

„Myg" Se flydere.

Mælkevejen Den galakse i verdensrummet, hvori Solen og Jorden befinder sig. M. ses fra Jorden som et hvidligt bånd, der strækker sig hen over himlen.

„Mærkelig" regnbue Andre regnbuer end primærbuen og sekundærbuen kan forekomme. De vil dog altid være forbundet med refleksion af lyset fra enten primær- eller sekundærbuen i en vandoverflade. I princippet kan regnbuer med endnu højere orden end sekundærbuen også opstå. De vil stamme fra lysstråler, der er blevet reflekteret 3, 4 eller flere gange inden i regndråben. De kan dog aldrig observeres, da den 3. og 4. regnbue ligger meget tæt på Solen, og buer af endnu højere orden vil være særdeles lyssvage. De er dog set med laserlys i laboratoriet.

Mørketilpasning Tilvænning af øjnene til at kunne se i mørke. Se nattesyn.

Måneformørkelse Når Månen, Jorden og Solen ligger på linie med Jorden i midten falder jordskyggen på Månen. Dette giver anledning til en M., hvor en del af, eller hele, måneskiven bliver mørkerød. Se også jordskygge.

Månen M. er det mest dominerende lysfænomen på nattehimlen. I løbet af 28 dage skifter M. fra at være fuld til næsten at forsvinde (ved nymåne) og til at blive fuld igen.

Månesøjle Lysfænomen beslægtet med solsøjlen, blot optræder M. over eller under Månen om natten og er en del svagere end en solsøjle.

N

Natglød Atmosfæren udsender i ca. 100 km's højde et svagt lys, som kun kan ses om natten. Da N. kun er et svagt skær på himlen, kræver en observation et trænet øje samt en mørk nattehimmel.

Nattesyn Menneskets evne til mørketilpasning - at kunne se i mørke. Ved at anvende de meget lysfølsomme stave i øjet er det muligt at orientere sig i nattens svage lys. Farvesynet virker ikke om natten, og alt ses som gråt.

Nautisk tusmørke Perioden mellem solnedgang og tidspunktet, hvor Solen når 12° under horisonten. Se tusmørke.

Nedre tangentbue Speciel type af halo, som ses i forbindelse med den almindelige halo. N. ses neden under denne.

Netværk af lyse og mørke striber En bølget vandoverflade, som reflekterer lys, kan danne et N., som kan ses på overflader omkring vandet. Hvis vandet ikke er for dybt, kan et N. også ses på bunden pga. lysets brydning i vandoverfladen.

Neutron Neutral partikel (dvs. uden elektrisk ladning), der indgår i atomers opbygning. N. er en kernepartikel og er sammen med protonen de tunge byggesten i atomerne.

Nordlys Lysende draperier, som optræder på nattehimlen. N. er hyppigst langt mod nord, som f.eks. i det nordlige Skandinavien, Sydgrønland eller Canada i for- og efterårsmånederne. N. kan typisk ses 5-10 gange om året i Danmark. N. opstår pga. et kompliceret samspil mellem Jordens øvre atmosfære og solvinden og kan antage mange forskellige former og farver. Aktiviteten af N. følger en ca. 11 års cyklus med maksimum i år 1999, ca. 2012 og ca. 2023.

Nordlys-oval Det ovalformede område på Jorden omkring den nordlige magnetiske pol, hvor nordlys optræder under normale forhold. Ved stor nordlysaktivitet øges bredden af N., og nordlys kan ses længere mod syd. Omkring den sydlige magnetiske pol haves en tilsvarende sydlys-oval, hvor sydlys kan ses.

Normal luftspejling Speciel type af luftspejling. Ved en N. ses fjerne genstande spejlvendt under det direkte billede. N. opstår, når jord- eller havoverfladen mellem beskueren og den fjerne genstand er kraftigt opvarmet. Specielt gunstige forhold for en N. er en varm sommerdag over f.eks. en asfaltvej eller på stranden, men N. er i øvrigt meget normale og kan ses hele året.

Novaya Zemlya-afbøjning En bestemt type af svævende luftspejling, som bevirker, at solskiven løftes over horisonten, selvom Solen egentlig er under horisonten. N. forekommer i polare egne.

O

Oliepyt En tynd oliefilm flydende på en vandpyt kan give farver, beslægtede med sæbeboblens farver. Farverne i en O. skyldes interferens.

Omkringskrevet halo Sjælden sammensmeltning af den øvre og nedre tangentbue til en sammenhængende halo omkring Solen. O. kræver, at Solen står meget højt på himlen, og kan derfor kun forekomme i Danmark omkring midsommer i timerne lige efter middag.

Optisk gitter Overflade med små, regelmæssige ujævnheder. Lys, der skinner på et O., kastes tilbage i en retning, der afhænger af lysets farve. Dette fænomen er et resultat af diffraktion af lys. En cd-plades overflade udgør et O. Lys tilbagekastet fra pladen viser et farvespil med et spektrum af det indfaldende lys. Nogle O. virker ved, at lys går gennem et gennemsigtigt medium med små, regelmæssige ujævnheder.

Optisk mandehul Betragtes en vandoverflade nedefra, kan man kun se gennem overfladen og op til verden ovenover inden for en begrænset cirkel med vinkeldiameter på 84°. Denne cirkel kaldes det O. Uden for det O. ses kun refleksioner af havbunden.

Overtallige buer Under den primære regnbue kan til tider ses et antal ekstra buer. Disse O. skyldes interferens.

P

Parrybuer Speciel form for halo. P. optræder over eller under Solen. Formen på P. afhænger kraftigt af solhøjden.

Perlemorsskyer Højtliggende skyer i 20-30 km's højde, der diffrakterer sollyset og derfor lyser med et perlemorsskær. P. er ellers et ubeskrevet blad for forskerne.

Pigmentfarve Farver, som dannes vha. små, farvede korn, kaldet pigmenter. Eksempelvis er almindelig vægmaling P.

Planet Foruden Jorden kredser 8 andre planeter omkring Solen. I rækkefølge indefra og ud er de: Merkur, Venus, Jorden, Mars, Jupiter, Saturn, Uranus, Neptun og Pluto. Uranus, Neptun og Pluto kan ikke ses med det blotte øje. De øvrige planeter kan tydeligt ses med det blotte øje.

Planetarisk tåge De yderste lag, som en stjerne udstøder i sin sidste livsfase. P. oplyses af stjernen selv efter dens udstødning af gas.

Polarisation En lysbølge, som svinger i en bestemt retning, siges at være polariseret. I modsætning hertil står upolariseret lys, som svinger tilfældigt i alle retninger. Når en lysbølge svinger lodret, er den lodret polariseret, men det er også muligt for en lysbølge at svinge vandret og dermed være vandret polariseret.
Normalt kan det menneskelige øje ikke se forskel på polariseret og upolariseret lys. Meget lys i naturen er upolariseret, men f.eks. er det blå lys fra visse steder på himlen polariseret. En spejlet lysstråle fra en vandoverflade er også delvist polariseret, selvom den indfaldende lysstråle er upolariseret. Dette er illustreret på figuren nedenfor. Det spejlede lys er her vandret polariseret.
Et polarisationsfilter tillader kun lys, der svinger i en bestemt retning, at slippe igennem. Er et polarisationsfilter f.eks. sat til at tillade lodret polariseret lys at slippe igennem, vil det samtidig blokere alt vandret polariseret lys.

Primærbue Den mest almindelige regnbue. Diameteren af primærbuen er 84°.

Prisme Tilslebet stykke glas med plane sider, som kaldes facetter. Den mest almindelige type P. er trekantet. I et P. afbøjes lys. Forskellige farver afbøjes i lidt forskellige vinkler, og derved kan en lysstråle vha. et P. splittes op i et spektrum. Sommetider spejles lys på indersiden af en facet. Iskrystaller kan også virke som P., hvilket giver anledning til halo-fænomener.

Proton Positivt ladet partikel, der sammen med neutronen hører til de tunge byggesten i atomerne. P. er en kernepartikel.

Protuberans Bue af glødende gasser, der slynges ud fra Solens overflade. En P. kan blive flere hundrede tusinde kilometer lang og kan betragtes under en total solformørkelse.

Purkinjeeffekten Det fænomen, at man opfatter farver forskelligt nat og dag. Røde farver er sværere at se om natten end grønne farver. P. skyldes, at vi om dagen ser med tappene, mens nattesynet benytter sig af stavene, som har anderledes farvefølsomhed.

R

Rayleighspredning Se spredning.

Refleksion Se spejling.

Refleksionståge Tåge af støvkorn mellem stjerner, som oplyses ved at tilbagekaste lys fra stjerner.

Refraktion Se brydning.

Regnbue Optræder, når Solens stråler rammer vanddråber i luften og brydes og spejles i disse. En R. ses i retningen modsat Solen. Når Solen kommer frem efter regnvejr, er R. særligt hyppige. Den mest almindelige bue er primærbuen, men tit ses den noget større sekundærbue udenpå. Andre lysfænomener i forbindelse med R. er Alexanders mørke bånd og overtallige buer. Ved solnedgangstid kan en rød regnbue af og til ses, og under tordenvejr kan hoppende regnbuer opleves.

Rød regnbue Regnbue, som kun har de røde farver i sig, fordi den dannes af det røde lys fra den nedgående sol. Se i øvrigt regnbue.

S

Sanktelmsild Grønligt lys omkring spidse objekter i det fri i forbindelse med tordenvejr. S. er så svagt, at det kun kan ses i tusmørke eller om natten.

Satellit Rumsonde i kredsløb omkring Jorden. S. kredser i højder fra ca. 200 km og op, afhængigt af deres formål. Fra Jorden kan nogle S. om natten ses som små, lysende prikker, som bevæger sig hen over himlen i løbet af få minutter. En speciel type S. er Iridium-satellitterne. Disse S. kan give anledning til iridiumglimt på nattehimlen.

Sekundærbue Regnbue med en diameter på 102°. S. er svagere end den lidt mindre primærbue og ses derfor kun i særligt gunstige tilfælde. Se i øvrigt regnbue.

Selvlysende dyr og planter Dyr og planter, som besidder evnen til selv at producere lys. Forskellige farver er mulige, og tit blinker selvlysende dyr. I Danmark er sankthansormen selvlysende, og i havet kan man opleve morild, som skyldes selvlysende alger. I fagsproget kaldes S. bioluminescens.

Skyer Vanddamp, der fortættes på kondensationskerner, danner S. S. kan antage mange forskellige former og være hvide, grå eller endda nærmest sorte. S. kan danne forskellige lysfænomener: Lysende natskyer, perlemorsskyer og iriscerende skyer.

Solformørkelse Når Jorden, Månen og Solen står på linie, og Månen befinder sig mellem Jorden og Solen, opstår en S. Ved en total S. bliver hele solskiven dækket, og Solens korona kan iagttages. Ved en delvis S. dækkes kun en del af solskiven. En ringformet S. er en S., hvor måneskiven akkurat ikke er stor nok til at skærme af for hele Solen (p.g.a. Månens afstand til Jorden), og en ring af lys rundt om måneskiven lades tilbage.

Solhunde Til højre og venstre for Solen ses ofte lyse, farvede pletter i en afstand af ca. 22°. Disse pletter kaldes S. eller bisole. S. er i familie med haloerne og skyldes sollysets brydning i iskrystaller højt i atmosfæren. Mere eller mindre flotte S. kan ses på himlen både sommer og vinter og omtrent lige så tit som den almindelige halo.

Solnedgang Solens nedgang ved aftenstide er ledsaget af en række lysfænomener. Mest bemærkelsesværdig er nok rødfarvningen af solskiven og ændringerne af himlens farve. Brydning af sollyset i atmosfæren kan give anledning til en række fænomener, såsom deformation af solskiven, den kinesiske lanterne-effekt, modsol, det grønne segment og det grønne glimt. Efter solnedgangen starter perioden med tusmørke. Over det sted, hvor Solen gik ned, dannes tusmørkebuen.

Solpletter Områder på Solens overflade med lavere temperatur og lysudsendelse end omgivelserne. Solpletternes antal varierer i en cyklus, der er på mellem 8 og 13 år.

Solsøjle Søjle af lys, som strækker sig fra Solen og lodret opad eller nedad. Skyldes refleksion af sollyset i iskrystaller i luften og er derfor beslægtet med halofænomener. S. er et af de mest almindeligt forekommende lysfænomener.

Soludbrud Udløsning af store energimængder fra Solens overflade pga. komplicerede magnetiske fænomener. Et S. vil give anledning til en forøget solvind og vil dermed ofte kunne give større chance for at iagttage nordlys.

Solvind En strøm af elektrisk ladede partikler, der hele tiden udsendes fra Solens overflade og ud i Solsystemet. S. består hovedsageligt af elektroner, protoner og heliumkerner og bevæger sig med en hastighed på 1-2 mio. km/t.

Spaltning Når et molekyle deles i mindre dele ved tilførsel af energi.

Spejling Fra en spejlende overflade kan, som navnet antyder, en lysstråle spejles. Et almindeligt badeværelsespejl er lavet af et tyndt metallag, der sidder på et stykke glas. En stille vandoverflade virker også som et spejl, men i dette tilfælde er det kun en del af en indfaldende lysstråle, som spejles. Resten passerer gennem vandoverfladen og brydes. Hvis en lysstråle rammer vandoverfladen nedefra under en lille vinkel, virker overfladen som et perfekt spejl, idet hele lysstrålen kastes tilbage, og intet lys kommer op gennem vandoverfladen. En vigtig egenskab ved S. er, at det indfaldende lys' vinkel med den spejlende overflade er den samme som det udfaldende lys' vinkel.

Spektrum En oversigt over farvebestanddelene i det lys, som måles. Et S. kan dannes vha. et prisme, der har den egenskab, at det bryder lys med forskellige farver ud i forskellige retninger. Et S. kan også siges at være en oversigt over de bølgelængder, lyset indeholder.
Solens synlige S. har rød i den ene ende (den langbølgede) og blå i den anden (den kortbølgede). Ind imellem befinder de andre af regnbuens farver sig _ regnbuen er også en form for S. Solens S. indeholder også absorptionslinier, hvilket betyder, at enkelte nuancer er helt fraværende i solspektret. Nordlys' S. har i modsætning til solspektret kun ganske få og bestemte nuancer i sig (dette S. består nemlig kun af emissionslinier).
Et S. giver ofte informationer om de stoffer, der udsender lyset, idet de forskellige stoffer er kendetegnet ved farven (eller bølgelængden) af det lys, de udsender.

Spredning Når en lysstråle passerer gennem stof, kan en del af lyset fjernes fra den oprindelige stråle og sendes ud i forskellige retninger. Dette kaldes for S. af lys. Eksempelvis spredes den blå del af sollyset ud i andre retninger under passage af Jordens atmosfære. Derfor farves himlen blå. Denne form for S. kaldes Rayleighspredning. Et andet resultat af Rayleighspredning forekommer ved solnedgang, hvor kun den røde del af sollyset slipper igennem.
Hvis lys passerer gennem en sky af små vanddråber, optræder en anden form for S., som kaldes Miespredning. Ved Miespredning spredes en stor del af lyset tilbage i den retning, hvorfra det kom. Dette giver bl.a. anledning til glorier.

Sprites Særlige udladninger, der ses som et svagt rødt lys over tordenskyer. S. er svære at se fra jorden, men det kan lade sig gøre, hvis man i nattemørket har en god udsigt til toppen af en tordensky i horisonten i stor afstand. Ses under de samme forhold som blå jets.

Stave Den ene af de to typer lysfølsomme celler på øjets nethinde. S. er i modsætning til tappe ikke så gode til at skelne farver, og de er ikke gode til at danne skarpe billeder, men er til gengæld meget lysfølsomme.

Stjerne Lysende gaskugle. En S. producerer selv den energi den udsender, ved fusion. Solen er vores nærmeste S.

Stjernebillede Stjernehimlen er opdelt i 88 forskellige figurer _ S. Det kan være praktisk at bruge S. til at finde rundt på nattehimlen. På den nordlige halvkugle er Orion, Cassiopeia og Store Bjørn blandt de mest kendte S.

Stjernernes farver En stjernes farve fortæller noget om dens overfladetemperatur. Kolde stjerner med temperaturer ned til 2-3000°C er røde, mens meget varme stjerner med temperaturer op mod 100.000°C er blålige. Solen ligger imellem med en hvidgul farve og en temperatur på 5500°C.

Stjernernes tindren Det fænomen, at stjernerne på nattehimlen til tider synes at blinke og skifte farve hurtigt. S. skyldes uro i luften og er mere markant tæt på horisonten. Planeterne tindrer ikke, fordi de faktisk udgør små skiver på himlen, som er mere robuste over for forstyrrelser i luften.

Stjerneskud Lysspor på himlen, som opstår, når et støvkorn fra rummet bremses op i Jordens atmosfære. S. forekommer hele året, men i visse perioder kan man opleve stjerneskudssværme, hvor der er flere S. Perseide-sværmen omkring 12. august er en af de mest aktive. Se også meteor.

Streamers Små forløbere for lyn, som bevæger sig opad fra høje punkter i landskabet mod den lynkanal, der forbinder en tordensky med jorden under et lynnedslag.

Svævende luftspejling Speciel type af luftspejling. Ved en S. ses fjerne genstande svævende over det direkte billede. Luftspejlingen kan enten være retvendt eller omvendt. S. opstår, når et koldt luftlag over jorden eller havet er fanget under et varmt luftlag længere oppe. Nogle gange ses en S. af genstande under horisonten. S. er mest almindelige i polaregne, men kan også ses i Danmark. De er mest hyppige over vand.

Sydlys Betegnelse for det samme fænomen som nordlys, blot på den sydlige himmelhalvkugle.

Sæbeboblens farvespil Hvidt lys bliver farvet efter at være blevet reflekteret fra en sæbeboble. Farverne opstår pga. interferens mellem lys reflekteret fra sæbeboblens ydre og indre overflade og er afhængige af sæbehindens tykkelse. En meget tynd sæbehinde reflekterer intet lys og bliver derfor mørk.

T

Tappe De „skarptsynede" celler på nethinden. T. er i modsætning til stave gode til at skelne farver, men de er ikke særligt lysfølsomme.

Torden Det brag, som ledsager et lynnedslag. T. dannes ved en voldsom opvarmning og udvidelse af luften omkring et lyn. Derved dannes chokbølger, som kan høres som T. Lynets længde (ofte flere kilometer) er årsagen til, at tordenskraldet normalt høres som en langstrakt rumlen _ lydhastigheden er kun 1/3 km/s, og tordenskrald fra forskellige højder langs lynet ankommer derfor på forskellige tidspunkter til vores ører, hvilket giver en rumlende lyd.

Tordensky Se cumulonimbussky.

Tusmørke Perioden fra Solen er gået ned, til det bliver rigtigt mørkt. Der findes flere definitioner af, hvornår T. ophører, og natten begynder, og man taler om borgerligt T., nautisk T. og astronomisk T. Når man i daglig tale refererer til T., menes borgerligt T.

Tusmørkebue Bue af rødligt og gulligt lys, som hæver sig på himlen over det sted, hvor Solen går ned. Tusmørkebuen ses på himlen indtil omkring en halv time efter solnedgang.

Tusmørkeglød Det fænomen, at høje bygninger, bjerge o.l. kan blive farvet røde af solnedgangens røde skær. I klart vejr kan det se ud, som om de oplyste overflader gløder, mens tusmørket sænker sig. T. kan ses både i byen og på landet hele året rundt, men er tydeligst når solnedgangen er flottest (når det ikke er overskyet).

Tusmørkestråler De lysende stråler, som tit ses aftegnet på himlen fra Solen ved solnedgangstid. T. dannes ved, at sollyset fra den nedgående sol skinner gennem huller i skyerne, eller ved at sollys skinner over en ujævn bjerg- eller bakkekam.
I helt klart vejr er T. svære at se, fordi de ikke har noget at tegne sig i. Let diset eller støvet luft giver de bedste observationsmuligheder.

U

Ufo Forkortelse for Uidentificeret Flyvende Objekt. Fællesbetegnelse for lysfænomener, hvis oprindelse ikke kan fastslås, og som er af „mystisk" karakter. I langt de fleste tilfælde, hvor mennesker har set besynderlige lysfænomener på himlen, kan observationen forklares som et resultatet af enten projektørlys, meteorer, flyvemaskiner mv. Nogle mennesker mener, at visse U. er rumskibe. Denne forestilling må siges ikke at være underbygget af objektive observationer.

Undersol Billede af Solen, som opstår under den rigtige Sol pga. refleksion af sollyset fra vandrette iskrystaller i luften. U. er beslægtet med solsøjlen.

V

Vakuum Betegnelse for tomhed eller, i praksis, næsten tomhed. I verdensrummet er tætheden af stof ekstremt lille, og man siger, at der er V. mellem stjernerne.

Z

Zenit Det punkt på himlen, som befinder sig lodret over iagttageren.

Zenitomskrevet bue Særlig type halo, der er en del af en cirkel omkring zenit. Den Z. har meget flotte farver og er klarest, når Solen står 22° over horisonten. Da befinder buen sig 22° fra zenit.

Zodiakallys Svagt genskin af sollys fra støv inden for Jordens bane. Z. ses som et trekantet skær efter solnedgang, når det astronomiske tusmørke er ophørt, og ses derfor ikke i sommerperioden i Danmark, når vi har lyse nætter.

Ø

Øvre tangentbue Et halofænomen. Ø. optræder over Solen og tangerer den almindelige halo. Se i øvrigt Omkringskrevet halo.

Å

Åbne stjernehobe Ansamling af stjerner i vores galakse, Mælkevejen. Å. kan have op til 1000 stjerner, der alle er dannet næsten samtidig og samme sted i Mælkevejen. Å. kan ses med det blotte øje året rundt, men fremstår flottere i en prismekikkert.