Himlens farve er så dagligdags et lysfænomen, at man knap lægger mærke til den. I overskyet vejr er himlen grå, og i klart vejr blå. Om dagen ser himmelkuglen næsten ud til at være massiv og uigennemsigtig, men når Månen i ugen før og efter nymåne står på himlen om dagen, ser man, at himlen virkelig er gennemsigtig. Om natten er det en anden sag. Da forsvinder den blå farve fra himlen i takt med Solens nedgang, og hvis det er klart vejr, bliver himlen sort. Når stjernerne kommer frem, får man en flot udsigt til verdensrummet, og man ser for alvor, at himlen er gennemsigtig.
Når man ser på Solen, ser man det direkte sollys. Det var oprindeligt hvidt, men på vej gennem atmosfæren er det blå lys blevet spredt væk. Resultatet er, at Solen ser gullig ud. Ser man i en anden retning end Solen, vil det lys, der når ens øjne, netop være det blå lys, der er blevet spredt fra de solstråler, der ellers ikke havde retning mod én. På denne måde kommer himlen til at se blå ud.
Når vi tænker på havets farve, tænker vi nok mest på grønne og blå nuancer. Det er et samspil mellem mange lysfænomener, som giver havet dets farve, og farven kan variere med årstiden og breddegraden. Sollys fra oven kan reflekteres direkte fra overfladen, og det vil give havet den samme farve som himlen. Det kan også ske, at lys går gennem vandet, rammer bunden og bliver reflekteret op i vores øjne. Endelig kan havets farve skyldes lys, der er blevet spredt på vandets molekyler. Oftest vil havets farve skyldes en blanding af disse muligheder.